Ugens kampe - Dameligaen


I sidste weekend blev der sat en stopper for en af de mest imponerende sejrsrækker, da SISU for første gang i tre år tabte en grundspilskamp i Dameligaen. Det skete, da BK Amager vandt topopgøret, og dermed åbnede toppen Dameligaen op. Den åbning blev yderligere styrket, da Stevnsgade vandt over Hørsholm, og dermed er der lagt op til spænding i den resterende del af grundspillet.

SISU står allerede i de kommende dage overfor to store udfordringer, når de både fredag og lørdag møder Åbyhøj på udebane. Fredag er det semifinalen i pokalturneringen det gælder, og lørdag er det årets sidste ligakamp. SISU er for tiden plaget af skader, og det bliver tydeligt, at holdet er mere sårbart end det før har været. Det kan give problemer igen mod Åbyhøj, som foreløbig ikke har tabt på eget gulv. Desuden er Åbyhøj for alvor begyndt at finde stabilitet i spillet, og den seneste udesejr mod Falcon har blot understreget fremgangen. SISU virker til at være under mest pres op til weekenden, og det kan blive en ubehagelig afslutning på året for de forsvarende mestre. SISU er stadig favorit, men kampen ser mere åben ud end forventet for blot en uge siden.

Hverken Virum eller Falcon har for alvor spillet godt på det seneste. Begge hold forsøger at finde stabilitet, men foreløbig er det ikke rigtig lykkedes. Hos Falcon har der været gang i svingdøren gennem den seneste men holdet har stadig mange dygtige spille som bør rejse sig igen. På papiret har de også et bedre hold end Virum, men spørgsmålet er om Virums kollektiv lige nu står lidt stærkere. Det kan ligne en kamp, som bliver mere tæt end forventet, men hvor Falcon alligevel står med de bedste vinderchancer.

BK Amager tog en stor skalp i sidste uge med sejren over SISU, dermed er der blot et hold, som de ikke har besejret i denne sæson, og det er Lemvig. Det kan til gengæld ændre sig i den sidste kamp inden jul, hvor de to hold mødes for anden gang på kort tid. Da holdene mødtes i Lemvig sad hjemmeholdet solidt på kampen, og det giver naturligvis vestjyderne håb om endnu en sejr. Men denne gang har BK Amager fordel af hjemmebane og sejren over SISU afgiver respekt, så BK Amager må påtage sig favoritrollen denne gang. Lemvig er dog ikke uden chancer. Historisk har Lemvig ofte gjort det godt mod BK Amager, og fysisk har de et lille overtag. Spørgsmålet er om det igen lykkes at sætte sig på initiativet fra start. Det kan godt give en livlig kamp, hvor begge hold vil kæmpe for overtaget, og det bliver spændende at se, hvordan den kamp i kampen falder ud. Begge hold vil gerne holde ferie med en sejr, og selvom BK Amager er favorit, så kan kampen tippe begge veje.

Succeshistorien om Stevnsgade vil ingen ende tage. I den seneste uge blev to nye kapitler føjet til, da først nyheden om tilgangen af Ida TP kom og derefter sejren over Hørsholm. Begge dele er med til at placere Stevnsgade som seriøs medaljekandidat, og forventningerne til holdet har efterhånden næsten ingen grænser. Det er selvfølgelig også et nyt pres der er på holdet, samtidig med at der skal omfordeles roller. Med tilgang af både Iben Soltau og Ida TP kommer holdet til at se helt anderledes ud end ved sæsonens start. Succesåret 2013 slutter med en kamp mod Værløse for Stevnsgade, og man kan ikke tro på andet end endnu en sejr til oprykkerne. Det skyldes også at Værløse ikke har indfriet forventningerne og går på ferie med en plads i bunden. Samlet set vil det være en overraskelse hvis ikke det bliver en sikker sejr til Stevnsgade.